Ergoterapiens dag
I dag er international ERGOTERAPIENS dag med temaet: Belong. Be you.
Jeg er Karina, og jeg er privatpraktiserende ergoterapeut.
Ergoterapi er videnskab om aktiviteter, som er alt hvad mennesker gør hver dag, fra vi står op til vi går i seng og måden, vi gør det på.
Jeg hjælper mennesker med at kunne ”regulere sig selv” ud fra de sanseindtryk, vi hele tiden får fra omgivelser og krop, uanset om det er genoptræning af finmotoriske færdigheder og koordination, muskelkraft eller mentalt fokus.
"Kan du så genoptræne alt ?"
I udgangspunktet ja, fordi baggrunden for ergoterapi er aktiviteter og ikke en bestemt diagnose. Dvs. uanset om man har fået en blodprop eller hjerneblødning, som påvirker den ene side af kroppen og ansigtet, har en depression, angst eller har fået en arbejdsskade eller er stresset – så udfører vi alle dagligt forskellige aktiviteter, har morgenrutiner, forskellige roller som partner, forældre, kollega, ven, og vaner når vi fx kører på job eller handler ind.
Kan du udføre det, du gerne vil i din hverdag ?
Og på hvilken måde kan du være tilfreds med at udføre det ?
I samarbejde med klient vurderes behov og potentiale, ressourcer, og jeg samarbejder meget gerne med egen læge, fysioterapeut, psykolog og andre relevante faggrupper. På den måde er sammenhængskraft og resultat størst.
”Hvorfor kunne jeg ikke selv regne det ud ?”
Nogle gange er det meget små ændringer, der skal til før, at man kan det, man tror, man ikke kan. Det er måske bare på en anden måde end man troede. Men betydningen af små ændringer kan være kæmpestor i hverdagens livskvalitet.
Man kan ikke vide det, man ikke ved, før man ved, hvad man ikke ved. Men man kan finde ud af det i forløb sammen med mig og min faglige viden om krop, hjerne, sanser, aktiviteter og omgivelsernes betydning.
Måske har man brug for et større greb for at kunne bruge bestik, køkkenredskaber eller krus, og der kan de fleste nok genkende, at det er meningsfuldt at kunne lave og få en kop kaffe eller the om morgenen. Jeg er desuden med i et ekspertpanel omkring udvikling af forstørrede greb, som i stedet for at ligne et hjælpemiddel, ligner en accessorie og derved også får en mere normal og værdig betydning for i dette tilfælde at kunne spise selv, hvis hænderne er præget af gigt eller smerter.
Er det svært at komme op af sengen om morgenen kan man lære at gøre på nogle forskellige måder i et ergoterapeutisk forløb. Og så er det egentligt lige meget, om det fysisk er svært at komme op, at kroppen ikke rigtigt vil eller at det mere er psykisk, der gør at det er svært at komme ud af sengen om morgenen. Når vi ikke er udhvilede, hvis man er stresset eller ked af det, kan det være overvældende at skulle stå op.
Geografi & Ergoterapi.nu
I området Silkeborg - Århus - Herning kører jeg ud og behandler/træner i folks eget hjem, fordi det er der, det giver mest mening at træne daglige færdigheder. At det er sit eget køkken man skal lave mad i eller sit egen nærområde at bevæge sig i eller på sin egen arbejdsplads, hvis nogle funktioner skal trænes her.
Jeg har også efter aftale forløb i Ålborg, på Fyn og i København.
Sundhedsforsikringer og lige adgang til ergoterapi
I Danmark arbejder vi fagpolitisk på disse indsatsområder:
Lige adgang til ergoterapi – om at kunne få henvisning til ergoterapi, fx fra sundhedsforsikringer.
Styrket praksis og styrket forskning – bl.a. om at eksisterende viden anvendes og udvikles i praksis.
Jeg må desværre nogle gange sige nej til mennesker som kontakter mig og som har behov for hjælp, men som ikke selv kan betale. Det er desværre vilkårene lige nu, endnu.
HR trivsel og ergonomi
Mennesker er først og fremmest mennesker. Og mennesker er forskellige. Dernæst er vi også de funktioner, roller og færdigheder som kræves i arbejdslivet.
Jeg hjælper virksomheder med en sundhedsfremmende struktur og tilgang.
Skygge Skovsøgaard
Her tilbyder jeg lige nu træningsforløb i og med naturen, som består af 15 hektar skov, sø, eng, hede, å og masser af terræn, 6 heste og 4 hyrdehunde.
Det er både i forhold til stress og angst, men også bevægelse, hvis man har fået lidt for meget på sidebenene og gerne vil ændre det i både fysisk og mental sundhed.
Se mere om mig og opbygning af gården her:
https://www.facebook.com/Skygge-Skovs%C3%B8gaard-god-for-naturen-dyr-og-mennesker-110376677824021/
Belong. Be you.
Det var lidt om mig, min virksomhed og meningsfulde aktiviteter.
Til lykke
Reimagine doing
Læs eller genlæs sidste års tema her https://www.ergoterapi.nu/aktuelt/ergoterapiens-dag