Festivand – et sanseparadis for mennesker med funktionsnedsættelser.

01-10-2021

Lyd - bølger i vand

Jeg arbejder dagligt med at undersøge, vejlede og behandle menneskers sanser. Derfor var det en rigtig spændende mulighed at komme med til Festivand i Them Svømmehal sammen med Gitte, som arbejder målrettet med lyd og svingninger i skåle. Det bliver endda rigtigt tydeligt, når man i vandet kan ”se lydbølgerne”.

Sansningen er mere end lyden, det er også måden man kan bevæge skålene i vandet på: snurrende, sætte sig i dem, dykke efter dem, fylde dem med vand og hælde det ud over sig selv – eller andre ifølge aftale :-). Tyngden af skålene, som stimulerer kroppens sanser i muskler og led, og ikke mindst bevægelsesfrihed i vandet og vandets viskositet.

”Vil du have noget helligt vand” spurgte en lille dreng, og han havde en fest-i-vand med at fylde vand i og hælde vand ud af en stor skål.

 

Flydende lydende og kroppe der smiler.

Jeg prøvede også selv at få en tur, hvor jeg flydende i vandet med skåle på kroppen mærkede vibrationerne, når de blev slået an. Over halvdelen af menneskekroppen består af vand og bliver dermed bærer af lydbølgerne både udenpå og indeni.

Jeg kunne samtidigt høre lydene over og under vandet, og hele min krop smilede, da den blev flyttet rundt i vandet, flydende i alle retninger og i forskellige farver lys.

Jeg havde lukkede øjne (mest for at mine kontaktlinser ikke skulle svømme ud), men med bevægelsen af at blive trukket blidt igennem vandet, kom jeg også forskellige steder hen, hvor der var skarpt lys i forskellige farver, og også hvor der var næsten mørkt med kun små lysende prikker som en stjernehimmel.

Flydende ind under vand der sprøjtede forskellige steder på kroppen eller stof som berørte min krop og som er med til at give en intens ”her-og-nu oplevelse”.

 

Mér af det.

Ikke fordi det behøver at være højere, vildere, skarpere, våderer – men mér af det, fordi det kan gavne mennesker at vide, at det faktisk er muligt at regulere sig selv med sansepåvirkninger, uanset om det er mindre eller store sansestimuli, man har behov for. Det er nemlig forskelligt alt efter, hvordan ens sansemønster ser ud.

 

Det var spændende at se børnenes reaktioner og initiativer og at høre pædagoger fortælle om, hvor meget mere de kan i dag end sidste gang de var her.

 

Jeg er selv blevet inspireret til nye aktiviteter i søen på Skygge Skovsøgaard til næste sommer. https://www.facebook.com/Skygge-Skovs%C3%B8gaard-god-for-naturen-dyr-og-mennesker-110376677824021/videos/a.111429541052068/326745239033712

 

Gitte har i mange år været en af de såkaldte klangdamer med lyde i vand til Festivand, og hun kan findes på facebook i Gittes klangunivers, for hun har også selv klinik. 

 

En vand-vidunderlig oplevelse var det - FOR ALLE.

Og se her hvilke sjove billeder der blev taget med undervandskamera.

 

 

 

Som Ergoterapeut behandler jeg alle dine oplysninger fortroligt – også dem du afgiver her på siden. Jeg anvender udelukkende cookies til at forbedre din oplevelse på hjemmesiden og til at understøtte markedsføringen af mine ydelser.

Ved at fortsætte på siden eller klikke ”Det er ok med mig!” accepterer du brugen af cookies.