Fødselsdag – hvad er det for en aktivitet ?
Hip hip HURRAAAAAAA …. Forventningens glæde som barn – også hvor vigtigt det er at fejre halvårsfødselsdage. ”Jeg er 9 …. og et halvt år” 😊. Som barn synes jeg, at fødselsdage var vigtige, og jeg satte mig som mål at huske alles fødselsdage og skrive personlige fødselsdagsbreve, og referere til en sjov oplevelse, vi havde haft sammen.
Det var intentionen, og derfor synes jeg egentligt at teknologiens huskefunktioner i dag er snyd.
Fødselsdagssange, hvor man kan huske teksten og bliver lidt genert, hjemmebagte boller, lagkage, flag og fødselsdagsfest.
Og gaver. Gaver - ønske- eller bestillingslister - har aldrig været det vigtigste for mig. Helt konkret kan det forstås i en referenceramme af Gary Chapmans kærlighedssprog, som er anerkendende ord, tid, fysisk berøring, gaver, og tjenester.
Mit kærlighedssprog er fysisk berøring og tid.
Jeg fik engang en stor ismaskine, fordi jeg godt kan lide is. Men det er ikke, at der blev leveret en stor pakke med en ismaskine i eller selve ismaskinen, der er gaven for mig. Det er derimod tiden til at lave is sammen, prøve forskellige smage og konsistenser og ikke mindst spise isen og hygge sig med det. Dvs. for mig er den virkelig gave alle de aktiviteter, der kan foregå omkring en fysisk genstand og prioriteringen af at gøre det.
Og i virkeligheden er det aktiviteter, som man ikke engang behøver en ismaskine til – det gør det blot lettere. Det eneste man behøver, er faktisk at gøre det og så en fryser.
De bedste gaver jeg har fået i mit liv har været tegninger eller sten, lækkert hjemmelavet marmelade, et ordsprog, en flot pind. Det har ubeskrivelig stor værdi for mig – men det er meget sjældent, at det er sket i den materialistiske verden, vi lever i i dag.
Og bedst af alt den fortælling, som jeg ønskede, at min mor ville skrive til mig om, hvordan tiden var, da hun ventede mig, hvordan jeg blev født alt for tidligt og var på størrelse med en pose sukker.
"Sådan som man kommer til verden, er sådan man er" siger en gammel talemåde.
"Du var en meget smuk baby, meget lille og meget fin.
Du kom stille og roligt til verden, sådan nærmest som om du tænkte: hun ser da sød ud, min mor,
du skreg ikke, var ikke bange, du lagde bare der og
kiggede undrende med dine vågne mørke øjne,
mild og god, det var du, og det er du."
Og mange flere skrevne sider om barsels-aktiviteter og søde, sjove historier om, hvordan starten på livet var, som jeg er så glad for, at min mor ville skrive til mig. Hun skrev på den sidste side "Med ret til fortsættelse", så jeg glæder mig til om der kommer mere engang. Jeg kan ikke huske særligt meget fra min barndom - jeg tror selv det skyldes at jeg mere er en pige der lever i nutiden, men der er mange historier som er sjove at kende eller at blive mindet om.
Egentligt er jeg til overraskelser, og masser af kage og is – gerne i kombination. At tage på en udflugt med en yndlingsmadpakke eller pizza ved en åkandesø (og ja jeg bliver nødt til at bade) – og at lave sjove aktiviteter, at lege, og at blive sunget for, balloner og sæbebobler, og reb at svinge med.
Det er mit sansesystem som er søgende – flere nye stimuli, så jeg kan mærke verden og den sprudlende glæde ved at være til … det er vel det der menes med TIL LYKKE ?
Det er det i hvert fald for mig.
Virkeligheden er bare en anden …. de fleste af mine fødselsdage som voksen, har jeg holdt alene – eller dvs jeg har ikke holdt nogen fødselsdag. Det er der flere grunde til og det er egentligt uvæsentligt hvorfor.
“Ka du ikke bare gøre noget ud af det for dig selv? – Læg en dug på bordet, og servietter.”
Det virker bare ikke for mig. Mest fordi jeg ikke er typen, der har en dug og sjældent spiser ved et bord.
Jeg er sandsynligvis ikke den eneste som af flere årsager har et anstrengt forhold til sin fødselsdag. Og det er ikke engang på grund af alderen, for jeg har det rigtigt fint med min alder – ung og smuk og erfaren 😉 Jeg holder mig i okay form, både fysisk og kognitivt, stimulerer mine sanser og leger, interesserer mig for noget. Men min fødselsdag er den ensommeste dag om året.
Jeg holder lidt fødselsdag hver dag i stedet for. - Det er mit valg, for det er hverdagen der er flest af.
Hver især har mennesker deres individuelle sammensatte sansemønster og kærlighedssprog. Og hver eneste menneske har sine egne erfaringer og vilkår, forventninger og ønsker for sin fødselsdag.
Ønsker på din fødselsdag, glæde og lykke til dig, lys på din vej.
Ps. Jeg har lige fået en fødselsdagsmail fra sloggi, som må have tillusket sig min fødselsdato og vil give en værdikupon på 100 kr til næste køb. Se det er meningsfuldt, for det er mere behageligt at ride i bomulds-sloggitrusser end blonde g-strings – men som med alt udelukker det ene selvfølgelig ikke det andet.
Når solen skinner er der også skygger.
…. og dejlig chokolade med kager til.