HÅND – VÆRK er sundhedsfremmende muligheder
Manuelle aktiviteter er alle de ting, som vi gør med hænderne hver dag. Manuel kommer af ordet ”MANUS”, som er latin og betyder HÅND. Uden ”M” betyder det noget andet, som kan sidestilles med den følelse, når noget driller og man ikke lige kan "få fat" om det, man gerne vil med hænderne og forskellige materialer ;-)
DET ER LYSTEN DER DRIVER VÆRKET
Nogle gange behøver man hjælp til at finde ud af,
hvad det er man tænder på og godt kan lide eller
hjælp til at lære at kunne udføre det fysisk manuelt.
Begge dele møder jeg dagligt i mit arbejde:
Den psykiske/mentale del ved særligt stresssymptomer, for alle mennesker, børn, unge, voksne, ældre.
Fysiske genoptræninger fx efter blodprop/hjerneblødning eller en ulykke som brækket håndled og fingre.
DET HAR STØRRE BETYDNING END DU TROR
Tænk over hvad du selv godt kan lide at røre ved med dine hænder og fingre, og gør det.
Eller kontakt mig og få hjælp til det, uanset om det HANDLER om fysiske eller psykiske udfordringer.
"Handle" er desuden også et ord som er afledt af ”hånd og håndtere”.
Det er dokumenteret at hånd-arbejde:
- reducerer stress
- sænker blodtryk
- reducere depression og angstsymptomer
Mit fag er ergoterapi. "ERGON" er græsk og betyder ARBEJDE, hvilket også var det oprindelige navn: Arbejdsterapi.
Vi startede bl.a. med at bruge peddigrør terapeutisk og behandlende i første halvdel af sidste århundrede, fordi man fandt ud af, at sammenhængen mellem at bruge sine hænder til noget både fysisk og psykisk har betydning både for færdigheder og for velbefindende.
Ved at kunne manipulere forskelige genstande trænes fx. koncentration og fokus. Ordet "manipulere" kommer også af manus, som betyder hånd.
I et ”Alt for Mænd” ugeblad kunne et tilsvarende eksempel på manuelle aktiviteter være trædrejning og læderarbejde.
På det gamle staldloft på Skygge Skovsøgaard fandt jeg fornyligt et ugeblad, Alt for Damerne fra 3. juli 1975, dvs før jeg selv blev født. FLET PEDDIGRØR står der på forsiden.
Aktivitetsanalyse
Da jeg læste til ergoterapeut blev vi undervist i både arbejde med træ, læder, tov, peddigrør og pileflet og forskellige udtryksformer i maleri. Herudover også vævning, strikke, hækle og knytte. Dette for at kunne analysere og forstå alle delelementer i processerne for specifikt at kunne finde genoptræningsmuligheder ved at tilpasse materialer og sværhedsgrader. Det var særligt i relation til hospitalsverdenen. I både tiden og privatpraksis i dag er der mange flere muligheder og materialer.
HJERNEN
Et stort område i hjernen er knyttet til hænderne vedrørende kommunikation fra hjernen ud til hænderne og fingrenes muskler, og den anden vej kommunikation fra hænderne til hjernen. Det er den elektricitet der løber i nervebanerne, som overhovedet gør det muligt at bruge hænderne til noget som helst. Fx. at kunne række ud efter et glas vand og uden at knuge glasset for hårdt så det går i stykker eller så let, at det tabes – at kunne få en forfriskende slurk vand at stille tørsten med. Det er en handling (hånd) vi udfører mange gange dagligt uden at tænke over det, og det er smart. Men nogle gange når mennesker ikke trives er det også smart at kunne få en større bevidsthed om de enkelte elementer i sin hverdag, i de ting man alligevel gør, men som måske kan gøres på en anden måde for at tilgodese hjernens balancepunkt.
BEVÆGELSE og BERØRING
Hænder er dermed både funktioner - finmotorik – færdigheder - følelser i den terapeutiske brug af forskellige aktiviteter, i den helt almindelige hverdagen, arbejdsdag, skoledag og i fritiden.
Tilbage til peddigrør eller rattan, som kommer fra en palme. Det er faktisk den samme palme, som spanskrøret kom fra. Det er en helt anden historie, men heldigvis ved vi i dag at der absolut ingen udvikling eller livskvalitet er forbundet med afstraffelse, som man gjorde engang i "gamle dage", selvom det egentligt ikke er så længe siden.
Sundhedsproblemer er knyttet til mange forskellige biopsykosociale faktorer.
At bruge hænderne er med til at ”håndtere” sin mentale tilstand, hvilket måske er vigtigere end nogensinde før med de ugeblads- og avisoverskrifter, der er i tiden. Alt for mange mennesker har det alt for svært i livet: stress, angst og depression.
Hvordan mennesker skaber mening og retning i livet.
At være kreativ betyder at skabe og få nye ideer. Det er lettere for nogle end for andre afhængig af, hvordan man sensorisk opfatter verden, men der er ingen forkert måde at være kreativ på og det behøver ikke at handle om flagrende farver, kreativitet er mange ting og vigtigst: det er individuelt hvad det er.
Ved at gøre og være i aktivitet møder man både udfordringer og muligheder, som når de håndteres er med til at balancere krop og hjerne. Når først man er begyndt kan man slet ikke holde op igen, og oplevelsen af, at det er lysten der driver værket, som det gamle ordsprog lyder.
-> Derfor er det så vigtigt at finde ud af, hvad man godt kan lide og får energi af.
Når man ser TV begrænser den manuelle del sig til et tryk på en fjernbetjening, og det kan være fint nogle gange, men at skabe noget, at gøre noget fordi det er rart eller fordi man gerne vil opnå et bestemt produkt involverer mennesket aktivt på mange forskellige måder, både alene og sammen med andre i fællesskaber.
At bladre i ugebladet
Manuelle aktiviteter er alt det, vi gør med hænderne, det er tilberedning af mad, at spise og drikke, at vaske sig og tage tøj på, at åbne og lukke døre og skuffer, at skrue, dreje, binde snørrebånd, sætte hårelastik og spænder i håret, havearbejde osv.
Kreative aktiviteter er det som vi er motiverede for, interesserede i, det der tænder os og som vi ikke kan lade være med. Det kan være hobby og det vi gør, når vi har fri. Derfor er det vigtigt at have fri eller gøre det let tilgængeligt at komme til at lave det man gerne vil – det man ved, giver sig energi.
Afhængig af hvordan sit sansemønster ser ud (det er bl.a. det jeg undersøger), kan det at udføre store bevægelser måske gøre det lettere at udføre små præcise bevægelser med hænderne. Det er smart at vide det, for det kan have afgørende betydning for om man lykkedes med det man gerne vil og oplever den daglige trivsel.
Praktik hos mig
På VIA i Århus står 2 store kurve, som stammer fra det gamle psykiatriske hospital i Risskov. Jeg kender endnu ikke den nærmere historie om dem, men det kan jeg undersøge.
Faktisk vil jeg spørge de 2 engagerede ergoterapeutstuderende, som jeg havde møde med i går. De har nemlig henvendt sig mhp at få deres sidste praktikperiode i privatpraksis hos mig.
Jeg tænder på initiativ, så vi skal til at undersøger mulighederne herfor.
Mine egne hænder er stærke og fleksible,
jeg bruger dem bl.a. til
- direkte behandling af kroppen ”hands-on”,
- som en del af et ekspertpanel i udvikling af hjælpemidler til at kunne få et større greb fx ved gigt og fibromyalgi.
- ergonomi i ft tastatur og telefon
I min fritid er det
- strigler og hunde
- tøjler og heste
- kampsport og våben
- maleri med mange forskellige materialer og redskaber.
... Og så kan jeg godt lide mad man kan spise med fingrene.
Ergoterapi er at muliggøre aktivitet og deltagelse i hverdagslivet for det enkelte menneske.
Meningsfulde aktiviteter anvendes som middel og mål til at fremme sundhed, forebygge
og rehabilitere funktion og færdigheder samt at vurdere, genskabe og udvikle menneskets
mulighed for deltagelse i hverdagslivet.