Hænderne

22-05-2022

H Æ N D E R NE  OP

 

SE DEN FLOTTE VIDEO HER  https://www.youtube.com/watch?v=I7bxG4dUWSM

 

Hænder er ikke bare det sidste stykke af vores arme som bliver til fingrene. Hænderne er et af vores største sensoriske områder på kroppen, det betyder at der normalt er stor forbindelse fra hænderne til hjernen.

Fingrene er også fulde af de små blodkar, det er derfor det bløder så meget hvis man skærer sig i en finger.

Hænderne kan gå i stykker ved forskellige sygdomme, enten fra hjernens styring af dem eller ved direkte skader på hænderne. Jeg arbejder med:

Genoptræning efter arbejdsskaber.

Vedligeholdende træning efter hjerneskade, hjerneblødning og blodprop, gigt m.fl.

Kompenserende tiltage ved behov for hjælpemidler

Forebyggende ergonomiske indsatser i s/m virksomheder med stor grad af finmotoriske opgaver og kontorarbejdspladser, herunder og hjemmearbejdspladser.

 

Jeg er vild med hænder og har nok altid været det, som om det er det første jeg lægger mærke til. Stærke hænder, bløde hænder, omsorgsfulde hænder, arbejdshænder, hænder som skaber nye ting eller reparerer gamle. Hårde knugede hænder på mennesker som har det svært, og som jeg kan hjælpe med at løsne både sansemæssigt, følelsesmæssigt og i bevægelse, koordination og kraft.

Urolige hænder, som fortæller at det kan være svært at finde tryghed i en situation eller i livet.

Kærlige hænder der berører og bliver rørt. Det er det, hænder kan, føle- og berøringssansen.

Der er en direkte kontakt til hjernen, hvor hænderne fylder en stor plads, både fra hjernen og ud til håndens muskler, så den kan bevæges. Men også den anden vej fra fingerspidsfornemmelserne til hjernen, så indtryk kan blive bearbejdet, fortolket og forstået, ”hvad er det for noget, jeg rører ved, og hvis det er et glas vand, hvordan får jeg det så op til munden at kunne drikke”. Hvis man googler ”homonculus” kan man se mere om, hvordan de enkelte kropsdele er repræsenteret i hjernen, om end det er forsimplet.

 

 

HUNDREDE HÆNDER, HISTORIER og endda flere, med en smuk sang til.

Jeg har 4 fantastiske søskende, som jeg elsker af hele mit hjerte og endnu mere. En af mine søstre er sangerinde med den smukkeste omsorgsfulde stemme, og jeg spurgte om hun ville synge sangen om hænderne til mig. Den er skrevet af Rosa Abrahamsen, og melodi af Hugo Gyldmark, 1956. Rosa kunne kun bevæge få fingre på den ene hånd. Hendes motto var "livet er værd at leve!"

 

 

MINE HÆNDER

Jeg synes selv, at jeg har store hænder, de er stærke og kan bevæge sig på måder som nok de færreste kan. Engang kunne jeg godt have ønsket mig en slank feminin og mere blød hånd – men det ville ikke nok ikke passe til mine brede skuldre :-)

Mine hænder kan hjælpe mennesker, som har smerter og nedsat bevægelighed og kraft.

Mine hænder kan kommunikere nænsomt med dyr, og dyr som er bange finder tillid.

Mine hænder kan skabe forskellige udtryk i maleri og skulptur.

Blid berøring, fast berøring, tilpas berøring.

Jeg kan lide ”at smage” på forskellige teksturer med fingrene, fx lige nu kan det være de bløde bøgeblade eller en HÅNDFULD sand der glider gennem fingrene. Jeg kan lide at holde om et krus varm kaffe.

 

SPROGET – DET MAN SIGER HAR BETYDNING

Hænder kan give og hænder kan tage, men man kan ikke give noget uden også at få noget.

At tage hånd om sig selv.

Et øje på hver finger refererer til en høj grad af opmærksomhed, og det er netop i hjernen, at opmærksomheden skabes og findes. ”Opmærksomhedsforstyrrelser” kalder man også bredt ADHD og ADD m.fl. Opmærksomheden kan man regulere med sine sanser, hvis man ved hvordan man kan gøre det (evidensbaseret ergoterapi).

 

Nerveforbindelser til og fra hånden fylder en del, MEN kun så stor en del som vi bruger. Hvis man ikke bruger sine hænder, vil man kunne se det på hjernen, og omvendt vil man nu også kunne se noget af betydningen af fx vores brug af smartphones, for det kræver flere og/eller andre nerveforbindelser.

I musik er hændernes betydning også en ting, altså ud over naturligvis at kunne mestre at spille på instrumenterne. Jazzhands, hands up, skub til taget og dans der imiterer forskellige hverdagsaktiviteter, plæneklipper, vaske vinduer osv.

Der er meget kommunikation i hænderne, måske mere end vi kan sætte ord og sprog på.

 

Jeg tror egentligt altid, at jeg har været optaget af hænder, da jeg opdagede hvor forskellige hænder er. De fortæller livshistorier uden ord. De føles forskelligt og ser forskelligt ud, bevæger sig forskelligt. Jeg ville forstå, hvorfor de er så forskellige, forstå de forskellige håndtryk i gamle dage, dengang vi gjorde det før corona. Jeg underviste i, hvordan man kan bruge hænderne i et ”GODDAG-GREB” til at guide fysisk efter hjerneskade eller ved demenslidelser til at kunne spise, tage tøj på, børste tænder. Det er smart for det giver både den der har behov for hjælp information til sit eget nervesystem og det er en ergonomisk meget skånsom måde at bruge sig selv på, for det giver mening. Jeg ville sådan ønske det blev prioriteret på plejecentrene i Danmark, for det er meningsfuldt at forstå at processen også er målet, at det er ”gratis træning” i noget man alligevel gør. Det bliver naturligvis både samfundsøkonomisk og politisk, men på den lange bane kunne det måske være en god håndsrækning, så at sige også på den menneskelige konto.

 

DU KAN LÅNE MINE KRÆFTER

Hvis man næsten ikke har mere funktion i hænderne, kan man have behov for hjælp til fx ”at blive madet”. Det er en af mine kæpheste, for hvis man nu alligevel skal sidde sammen med et andet menneske og ”made”, kan man guide og inddrage hånden alligevel. Det er guf for hjernen og det er meningsfuldt og jeg har set (mærket) mange ”som ikke kan bevæge sig” selv overtage bevægelsen når først de er startet ved at låne mine kræfter. Men man kan ikke se det med det blotte øje, man skal prøve det, mærke det. På samme måde som man ikke kan se hvordan jeg kan smide en stor mand rundt i kamp – det er vores muskel-ledsans, en af vores primære sanser, selvom de færreste kender den …endnu.

 

NORD SYD ØST VEST

Hændernes kulturelle betydning, måden at tilberede mad og spise på, hændernes neurologiske betydning, symbolske betydning, praktiske hverdagsbetydning …. ALT.

Mine egne hænder er stærke med kraftige sener, så det er skægt at betragte, hvad som foregår, når jeg bruger dem. Når jeg kæler for hesten eller holder tøjlen som løber imellem ring- og lillefinger. Håndstillinger og slag med hænderne i kampkunst, godbiddernes forskellige former til hundene, eller når jeg fløjter på græs. Når jeg åbner døren, hvor håndtaget er ved at falde af, og når jeg ikke ved hvordan jeg kan åbne tankdækslen på værkstedets bil.

Vis mig hvordan du holder på tandbørsten og jeg skal sige dig hvem du er ;-) Ej det kan jeg ikke, men har du tænkt over hvordan du holder på tandbørsten ? Eller hvilken tandbørste du bedst kan lide at holde ved ? Kan du børste tænder med begge hænder ? Hvornår begynder ”at børste tænder” ? Når det er morgen/aften ? Når der er klemt tandpasta ud af tuben ? Når tandbørsten er i munden ?

 

I østlig tradition skaber man både fokus og energi ved øvelser som ”tigerklo”, og det mærker man straks effekten af.

Muskel-ledsansen stimuleres også ved brug af lyd, som østen har lang tradition for, både når man selv slår på skålene og får dem til at synge eller hvis de placeres på hænderne... Måske kan man sammenligne det lidt med kattens spinden, som også er en lyd-vibration.

 

HÆNDER OG FINGERAFTRYK

Det kan jo hænde …….at vi glemmer hænderne, og hvis vi glemmer at bruge dem eller bruge dem på ny eller på en anden måde, så kan hjernen miste sit ”kropslandkort” over hånden, og det bliver sværere at koordinere bevægelser.

Brug dem. Begge 2.

 

Her er fotos af hænder i mange forskellige aldre og aktiviteter. I hverdagslivet, i arbejdslivet og i fritidslivet. Aktiviteter som er helt nødvendige og aktiviteter som er lystbetonede

Kulturelle aktiviteter

De fleste mennesker er født med to hænder.

Af de 2 hænder udvikler vi en af dem, som vi foretrækker at bruge. Det er hjernen der afgør om det er højre hånd eller venstre hånd, eller måske kan du bruge begge hænder næsten lige så godt. Det hedder på latin ”ambidextrous” at være ”ligehåndet”, fx at man kan skrive med begge hænder, spise med kniv og gaffel med begge hænder. Det kan også være enkelte situationer, hvor du bruger venstre hånd selvom du overvejende er højrehåndet eller omvendt, fx med tandbørsten ?

 

Alt det du gør fra du står op til du går i seng er aktiviteter, hvor du størstedelen af tiden bruger din hænder. Vi er bare ikke bevidste om det, og det er sådan det skal være, så det ikke kræver energi. Men hvis det pludselig gør ondt i armen efter en dag foran computeren eller kroppen er urolig og ikke kan finde hvile, så ved vi godt hvor hånden er og det kan blive svært at slå dynen til side og komme ud af sengen om morgenen eller at gå på toilet.

 

Tænk på hvor meget du bruger hænderne hver dag.

 

Der er fx mange måder at holde en ske på – men det vigtigste er om du kan bruge den eller hvordan du kan bruge den.

 

... Jeg kunne blive ved .... og det gør jeg også... en anden god gang.

 

 

 

 

Som Ergoterapeut behandler jeg alle dine oplysninger fortroligt – også dem du afgiver her på siden. Jeg anvender udelukkende cookies til at forbedre din oplevelse på hjemmesiden og til at understøtte markedsføringen af mine ydelser.

Ved at fortsætte på siden eller klikke ”Det er ok med mig!” accepterer du brugen af cookies.