Læring med kroppen forrest
Indtryk, udtryk og aftryk fra sommerferiens HEST'ningshold på Skygge Skovsøgaard.
Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om noget mere meningsfuldt end at se børn og unge vokse sammen med naturen og med hestene, at blive tilvalgt og selv vælge når de er klar. Jeg tror på initiativ, så hvis man har lyst at sidde på den store hest, så prøver man at sidde på den store hest. Og på den høje vej derop erfarer man kropsligt, hvad der skal til. Det er udgangspunktet for læring, "LÆRING MED KROPPEN FORREST", som hjerneforsker Kjeld Fredens har skrevet en klog bog om i 2018.
Sommerferien er slut nu og dermed også de ekstra HEST'ningsmuligheder for denne gang.
Den specialiserede terapi med natur og heste fortsætter som hidtil, hvor børn og unge lærer sig selv at kende, finder større selvværd, selvtillid og handlemuligheder, lærer temperamentshåndtering foruden uforglemmelige og meningsfulde sjove oplevelser i naturen og/eller med hestene.
Her nogle af sommerens mange spontane, sanselige, umiddelbare, kærlige, herlige udtalelser:
"Hesten hedder Galaxy, fordi hun er så flot og skinner som solen og fordi solen er i en galakse, det er derfor jeg kalder hende Galaxy".
"Det er forkert Karina, der er først bronzealderen og så er der skovalderen".
Det var den første hest jeg mødte her ved dig første gang (3 år siden), og det var så flot med den røde grime, og der var også en rød børste, det kan jeg huske, og jeg glemmer det aldrig."
"ConnecKtion hun elsker mig!"
"Se, jeg har fundet en børste med dragemønster på".
"Jeg kan godt huske hvad du viste mig sidste år med hænderne, se"
"Ham dragen kan godt lide mig."
"Oh my God det var Waldemar der, der var det ikke, nej det er Pletmule"
"Må jeg give ham et kys ?"
"Jeg kunne også lave en snoning, det er nok lettere end at lave en fletning. Jeg synes det sværeste ved at lave en fletning er at dele det op fra starten af"
"Altid når hesten gør det man gerne vil have den til, så skal man slippe igen så det ikke strammer den."
"Hans hår bliver pææææænt."
Og der var solskin, og blæst og regn, ligesom den danske sommer er. Der var Brownie og den indianeragtige hest, Snowball og Sunshine, Caramel Icecream og masser af kælenavne til hestene. Det har så stor betydning, og jeg håber at jeg er dygtig nok til at formidle de ressourcer jeg ser, så bliver verden et bedre sted indefra sig selv og sit selvværd og ikke som pop-up i en ydrestyret teknologisk tidsalder.
Skovalderen, det er nemlig lige præcis den, man kan være i her på Skygge Skovsøgaard. Og læring med kroppen forrest gælder faktisk også for heste ;-)
/Hjerteligst Karina