”Kan man egentligt komme i praktik hos dig ???”

08-10-2020

… er et spørgsmål og et initiativ som jeg gerne ville imødekomme, for det vigtigste mennesker kan gøre er at tage initiativ og undersøge sine egne muligheder. At opsøge sit held kan man også kalde det.

I denne uge er jeg derfor så heldig at have en 9. klasses praktikant hos mig. Titlen er ”hestetræningsassistent”. Hvis ikke hun havde spurgt mig, havde jeg altså ikke haft en hestetræningsassistent.

 

Da jeg selv var i folkeskolens praktikker var jeg bl.a. hos en DYRLÆGE, men jeg blev aldrig dyrlæge selv, fordi jeg syntes København var virkelig langt væk for at studere (og det var også 14 dage med ret meget yverbetændelse hos køer).

Jeg var også i praktik ved MILITÆRET, men det gik ikke så godt, da jeg blev taget til fange, mens jeg endelig efter et helt døgn havde taget mod til at sætte mig bag en busk for at tisse. Så da jeg skulle løbe med geværet over hovedet med bukser der ikke var blevet knappet og derfor faldet ned om anklerne indså jeg at jeg nok skulle vælge en anden karrierevej. De stakkels soldater døde af grin, da jeg med min generte stemme spurgte om jeg lige måtte tage bukserne på inden vi fortsatte. Der er mange flere historier, men det må hellere vente til en anden gang.

Jeg var også i praktik ved FLYVEVÅBNET og POLITIET.

 

I mit fag som ergoterapeut ligger at se på muligheder og ressourcer, så da jeg fik spørgsmålet, om man kan komme i praktik hos mig, fik jeg strikket et ret okay ugeskema sammen, synes jeg selv.

Det er naturligvis ikke muligt at komme med ud til klienter i terapiforløb, og arbejdstiderne er lidt skæve, og jeg må gå lidt til og fra i ft telefonsamtaler og mails MEN under de betingelser kunne det være muligt at komme i praktik og være min hestetræningsassistent.

Dertil er knyttet mange opgaver i forbindelse med at passe og fodre heste, hente heste, klargøre heste, træne heste og være min assistent på hold, selv lave trænings- og sansebaner til heste og mennesker og undervise under min supervision.

Desuden har der også været opgaver i forbindelse med klinikken, aktivitetsanalyser og markedsføring.

 

Praktikanten fortæller selv om sin praktik her:

Det hele startede med, at vi var i skole og fik at vide, at vi skulle i praktik. Så en dag jeg havde været til HEST’ning tænkte jeg over, hvor jeg ville hen. Den første tanke var at komme ud til Karina, så jeg skrev og spurgte hende om jeg kunne komme i praktik. Jeg vidste det selvfølgelig ikke, for hun har også meget arbejde, men hun skrev til mig at det godt kunne være en mulighed og nogle dage senere fik jeg et helt skema, hvor der stod, hvad jeg skulle.

Vi startede med at lave et fotoshoot med mig og Fabiano, for det var den aktivitet jeg havde valgt, at jeg gerne ville undersøge – hvor mange ting der skulle gøres klar og hvad der skulle til for at de kunne lade sig gøre. Og det var den dag med solskinsvejr.

Jeg har været med Karina på klinikken og hørt om, hvordan man kan få mennesker der ikke har det så godt til at få det bedre, og hvad det vil sige at være ergoterapeut.

Karina har lært mig hvad jeg skal gøre med hestene, og jeg har været assistent på Karina’s hold og hjulpet hende med det. Det var godt at prøve, at jeg godt kunne lære og træne forskellige ting.

Jeg var også den første der har givet Pletmule – det lille føl – grime på, udover Karina.

Om onsdagen var jeg med Karina til kampsport, for det går hun også til, og det havde jeg ikke regnet med, for hun er voksen, men hun virker ikke som en der kunne finde på at slås. Jeg lærte nogle forskellige øvelser, det var meget sjovt og udfordrende.

Alt har været sjovt og jeg har lært en masse ting både om mennesker der har brug for hjælp og om at have sin egen virksomhed.

Man skal møde til tiden og arbejde med det man får at vide og bliver sat i gang med. Man kan godt få lov at hygge lidt, men det skal også være arbejde.

Det har været en læringsrig uge, og jeg tror jeg vil bruge de ting jeg har lært i fremtiden.

Her er billeder jeg har valgt til at vise lidt om, hvad jeg har lavet i min praktik. 

 

   

  

    

  

 

 

 

  

 

   

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som Ergoterapeut behandler jeg alle dine oplysninger fortroligt – også dem du afgiver her på siden. Jeg anvender udelukkende cookies til at forbedre din oplevelse på hjemmesiden og til at understøtte markedsføringen af mine ydelser.

Ved at fortsætte på siden eller klikke ”Det er ok med mig!” accepterer du brugen af cookies.