Psykiatri

I aftes kom jeg til at se TV2's dokumentar SINDSSYGT FARLIGT AREJDE.

Det havde jeg nok ikke behøvet.

Jeg begyndte min karriere som ergoterapeut i psykiatrien, for jeg ville gerne gøre en forskel for mennesker som havde det rigtigt svært. Det tror jeg heldigvis stadig på, at vi kan. Men ingen kan gøre det alene, og slet ikke i utrygge rammer.

Jeg ved ikke, om det er mennesker eller systemet der er mest sindssygt.

Men jeg ved, at jeg tidligere har været i mange situationer, som i den grad var uværdige - for alle!

Spørg mig, hvad der er den værste lyd jeg nogensinde har hørt, og svaret er bæltefiksering af mennesker, som skriger med en lyd så unaturlig, at det er ubeskriveligt umenneskeligt. En lyd så stærk at den sætter sig fast på nethinden.

Spørg mig om den bedste lyd og det er uden tvivl lyden af et menneske som har det svært, men finder ro, sansning og meningsfuldhed i en aktivitet. Det er ikke lyden af ord, men lyden af nærvær og hervær.

Følelsen af at få kastet urin på sig eller at have træninger i køkkenet alene med knivmordere. "Men de gør jo ikke DIG noget, Karina". Svaret er, at det kan vi reelt ikke vide. Er der en risiko på baggrund af truende adfærd, psykotiske forestillinger og voldsomme affektudbrud ? Ja det er der nok. Står de med en køkkenkniv og skal forestille at skære i noget kød. Ja.

Jeg lavede engang en procesanalyse på træning med en patient som tog en håndmixer og blæste dej ud i hele rummet. Og det eneste jeg kunne skrive var GISP, da jeg sad med det efterfølgende. En håndmixer virker truende på øverste hastighed rettet imod mit hår, uanset hvor opbundet det var. Måske fordi jeg tidligere var blevet holdt fast og hevet voldsomt i håret i et kvarter, før jeg kunne komme fri.

Jeg har i mange situationer holdt vejret og håbet på det bedste, for situationer eskalerede og var ude af mine hænder. Nogle gange kan frustration i en personalegruppe måske også selv være årsag til eskalering, men det var for svært at tale om eller gøre noget ved selv i en travl og sindssyg hverdag.

Supervision - minimalt, men dog indimellem ledere som forsøgte. "Kunne du have gjort noget andet Karina ?" Nej, det kunne jeg faktisk ikke, for jeg trykkede på alarmen efter sikkerhedsproceduren, og den virkede ikke, så der kom ingen og hjalp mig.

Frygten når politiet bankede på min private dør. Tiden fra jeg så politibilen komme og tiden som gik i stå med tanker om, der var sket en ulykke, eller om jeg skulle anholdes for noget. Klokken er .... og du .... har fået en ... vidneindkaldelse.

Det var rart at der ikke var sket noget med min familie. Men tiden frem til domsdage blev fyldt med mange bekymringer for at møde overfaldsmænd igen.

Da jeg en dag gik på gangen på vej på arbejde, forbi et spejl og kunne se mig selv, en varm sommerdag, med undertrøje, langærmet bluse, tyk strikketrøje med kæmpe halskrave og en dynevest som kun lige kunne lukkes fordi der var fyldt af tøj under .... så jeg, at jeg ikke skulle være i psykiatri mere på den måde. Den fysiske projektion af forsøg på beskyttelse.

Jeg arbejder stadig med mennesker med psykiatriske diagnoser i forløb hos mig i privatpraksis. Men det er egentligt slet ikke diagnoserne der er interessante.

Det jeg kan hjælpe mennesker med, er det, som de ikke selv kan udføre i deres hverdag og de sansestimuli som deres hjerne og krop mangler eller får for meget af. At støtte og styrke de ressourcer der er, også selvom indlæggelse nogle gange kan være nødvendig.

Danmark - vi kan så meget, med alle de faglige autorisationer vi repræsenterer - hvorfor gør vi det så ikke ?

Lad os håbe, at det nu endelig er muligt med Sundhedsministeriets nye 10-års plan for psykiatrien.