Når jeg modtager sådan en besked
"Jeg blev inspireret og tænkte på dig, fordi jeg ved, at du både forstår og selv erfarer, hvor stor en forskel det gør at aktivere ens sanser og følge de impulser, man får, når man kan mærke, at man får lyst til - eller brug for - at gøre noget.
Derudover rammer det et godt sted i mig, at du altid har meget fokus på, at det vigtigste er, hvad der er meningsfuldt for en selv. Ikke nogen andre. For meningsfuldheden kan findes mange forskellige steder - og ikke alle kan finde det samme sted.
Hvad andre tænker, synes og mener om, hvad man har brug for at gøre eller finder glæde i, det kan egentligt være underordnet, når det er sunde - omend skøre - påfund. 😜
En dans i regnen blev mere end blot en dans. Det var selvomsorg og respekt for mig selv, idet jeg handlede på, hvad jeg havde brug for. Det var træning af selvtillid, fordi det var ligemeget, hvad naboerne tænkte, når de så mig fra vinduerne. Det var en pause fra en ellers presset og anderledes hverdag, der trak mig tilbage til nuet og satte alle "jeg skal også nå"-tankerne på pause. Det var også at mærke kroppen, trække vejret, smile og at dele det med nogen, der forstår - nogen der også smiler, når jeg danser rundt sådan.
Alt dette vidste jeg, at du ville kunne forstå - for du kan se nuancerne i en sådan aktivitet. Ydermere vidste jeg, at det ville give dig et smil på læben også.🌸
Det at kunne dele dansen i regnen gjorde ydermere, at det ikke blot var meningsfuldt for mig. Det kunne også bringe et smil på læben hos andre - og måske være en inspiration, som andre kunne spejle sig i.
Det sanselige kan hjælpe med at tillade sig selv at mærke. Ting, der kan være svære at rumme og være i, kan blive nemmere, når man kan bevæge og mærke sig ud af det. ❤
For mig tror jeg, at det denne eftermiddag var svært at få følelsen af selv at have en frihed til at handle, fordi min hverdag og fremtidsplaner er vendt på hovedet, uden jeg lige nu kan gøre så meget ved det. Det skaber utryghed og en følelse af at være fastlåst.
Derfor gav det at svinge armene omkring mig en følelse af plads. Det at kunne springe op gav en følelse af frihed. Valget om at gøre det gav en følelse af at kunne handle. Det at min krop blev våd og kold gjorde mig nærværende. Det at få pulsen op hjalp mig med at trække vejret dybt. Det at komme ind og gå varmen bagefter gav en følelse af tryghed og omsorg lige der, hvor jeg var.
Så en dans i regnen var yderst meningsfuld for mig. Det hjalp mig med at kunne være i omgivelserne, vilkårene og situationen. 🙏"