Den svære beslutning blev truffet

- og egentligt er den slet ikke svær, men ubehagelig.
08-11-2021

Hesten Vanilla's liv er slut og nu græsser en himmelhest på de evige græsmarker, med tænder uden smerter.

 

Vanilla var en Hollandsk Varmblod født 25. marts 2002.

Hun var til salg med sit 1 mdr. gamle hingsteføl uden navn sidste sommer, og kombinationen af broget hoppe og plettet hingst var rigtig særlig. Hendes størrelse ville være fin til HEST'ning (ergoterapi med heste), og hingsteføllet skal uddannes og blive min "krigshest".

 

Navne

Vanilla var en sensitiv hest, men også en rigtig god mor for det lille sky hingsteføl.

Og Sky blev hans navn blandt mange kælenavne, Sky Dancer SanJiao, Pletmule.

 

Da jeg hørte navnet Vanilla kom jeg automatisk til at tænke på Sky … Det var en film som hed Vanilla Sky. Jeg havde aldrig set den, for jeg ser ikke så meget film og har ikke TV, men nu var der en meningsfuld anledning. Filmen var endda med Tom Cruise, som mit ungdomsværelse var tapetseret med. Vanilla Sky. Sky Dancer.

Og filmens tema er meget interessant om TID og virkelighed.

 

Jeg kender ikke Vanilla’s historie andet end at hun på et tidspunkt bliver importeret fra Holland til Danmark.

Jeg ved heller ikke hvem faren til hingsteføllet er, men det skulle efter sigende være en stor knabstrupper - og på pletterne vurderet, er det nok en rimelig hypotese.

Vanilla har i sin tid på Skygge Skovsøgaard primært haft rollen som Pletmules mor, og at finde ro, og bevægelse i den skønne natur her er.

Jeg har siddet på hende et par gange, men hun smed mig af. Jeg ved ikke, om hun er blevet redet på eller hvordan, men det skulle heller ikke være et stressmoment for hende, og det kunne komme med tiden som føllet blev større.

 

Sundhedstjek

Hestene skal vaccineres, tjekkes for orm og have tjekket tænder for at sikre, at de har det godt og er uden smerter. Hestetandlæge Heidi Nielsen fortalte ved mundhuleundersøgelsen, at Vanilla har tænder som skal fjernes nu, for de er anledning til smerter. Det vil kræve røntgen og operation og transport til begge dele.

 

Vanilla er 19 år, hun har en knude på halsen og nogle problemer med det højre øje, som der ikke er noget at gøre ved, vurderet sammen med dyrlægen.

Om jeg havde uanede ressourcer, ville jeg ikke et sekund være i tvivl om, at hun skulle opereres og leve sit otium her. Men det har jeg ikke og det er svært at vide, hvad der kan følge med - med andre ord: der er ingen garanti. Beslutningen er alene min, men det er trygt at kunne få faglig vejledning af dyrlæge og hestetandlæge.

 

"Hun skal i røntgen, så vi kan se hvordan det hele ser ud, og tænderne skal opereres ud", sagde Hestetandlægen.

"Hvad kan man ellers gøre?" spurgte jeg, selvom jeg kendte svaret.

"Så skal hun jo aflives, Karina", sagde Hestetandlægen.

 

 

Løvemad

Jeg har kontaktet forskellige steder med rovdyr, fordi det ville give god mening, at hesten kunne indgå i fødekæden.

Det viser sig at der er 4-6 måneders ventetid for at kunne donere sin hest til rovdyrfoder. Det er positivt, at det er populært på flere måder, men Vanilla skal ikke vente, når vi nu har en faglig viden om, at hun har smerter.

Derfor blev hun aflivet herhjemme af dyrlægen og hentet af Daka. Jeg skulle forholde mig til om hun har sko på eller ej, for det er naturligvis ikke så smart i maskineriet. Mine heste har ikke sko på med mindre, der er en faglig indikation herfor vurderet sammen med beslagsmeden.

Desuden må hun ligge max 3 meter fra vejen, så kranen kan nå hende. Det behøver jeg ikke at se, selvom det ”bare” er kadaveret, den døde krop.

 

Sensitivitet og smerter

Heste er flugtdyr, og derfor viser de ikke smerte, så længe de kan undgå det, for det betyder at de ikke kan overleve angreb af rovdyr, hvis de nu levede frit på stepperne – og det gør de i deres hjerne endnu, det er deres natur.

 

Måske kan der være en sammenhæng imellem Vanillas sensitivitet, tandstatus og smerter.

 

Når mennesker er sensitive på den måde, som Vanilla er, kalder man det taktil sky, og det kan fx betyde, at det opleves smertefuldt bare at have tøj på.

 

Den 6. sans

Sanser er noget, jeg ved rigtigt meget om i mit arbejde med mennesker. Men der er en 6. sans, kaldes det, selvom tallet er et levn fra dengang, man kun kendte til 5 sanser, det kaldes også INTUITION.

 

Da jeg kom ud til hestene igen og beslutningen var taget, gik Vanilla for sig selv langt væk fra de andre heste, det plejer hun ikke.

 

Hun var opsøgende omsorgsfuld for mig, da jeg kom hende nær - det plejer hun heller ikke, og det er følelsesmæssigt en stor oplevelse, fordi jeg ikke kan lade være med at have skyld over, at hendes liv skal slutte nu. Og så kom Pletmule endda og puffede mig blidt over til hende igen.

 

Jeg ved ikke, HVAD det er, jeg kan ikke forklare det, jeg kan ikke bevise det, men jeg er ikke i tvivl. Hun ved hvad der skal ske. Alle hestene ved hvad der skal ske, og de forbereder sig, tror jeg. Forbereder mig.

 

Er det en reaktion på min adfærd, fordi jeg ved det ? Hun har jo ikke selv ringet til dyrlægen for at bestille aflivning.

 

Forunderligt er det at hun – som ikke veg fra Pletmule og de andre heste, nu er gået langt væk fra dem …. Indtil de alle står på folden ved vejen, lige præcis der hvor hun kommer til at slutte sit liv.

 

Har hesten en bevidsthed herom. Nej. Ja. Måske.

Det er slet ikke til at rumme, for jeg ved, at der så meget jeg slet ikke ved eller forstår.

 

 

Hestenes afsked … og kattenes.

Det bliver en brat afvænning for Pletmule, han dier stadig, men spiser græs og hø og kan sagtens klare sig.

Han kom løbende i sin fine flyvende galop da jeg fulgtes med Vanilla ned af grusvejen for sidste gang. Men han blev midt på grusvejen og vendte rumpen til, som skærmede han sig selv for at se mere.

Da det hele var overstået, vendte han sig om, idet solen brød frem og han ventede på mig, og vi fulgtes op til de andre heste.

 

En, som også var dukket op var Panther, den meget vilde sorte egernkat, som bor i Vestskoven. Hun viser sig meget sjældent.

Tilfældigt ?

Jeg ved det ikke, og der er ingen tvivl om at alle mine sanser er skærpede i denne situation. Og selvom jeg med min fornuft må handle og kan forstå sammenhænge og konsekvens, så er der også "alt det andet", følelserne, oplevelser, passionen, friheden og glæden og legen - og det selvom Vanilla er den hest som jeg så at sige har haft mindst med at gøre i vores relativt korte bekendtskab.

 

Døden - en himmelhest, der nu græsser på de evige græsmarker med tænder uden smerter.

Den romantiske forestilling om at hestene lever lykkeligt til deres dages ende og sover stille ind på marken i solnedgangen findes nok sjældent i virkeligheden.

Men Vanilla har fået ca. 1 1/2 år her hos mig og Pletmule blir her forevigt.

Heidi, Hestetandlægen skrev omsorgsfuldt til mig, at Vanilla ”har haft 1,5 år i paradis fordi dine og hendes veje tilfældigt mødtes - hvor er i heldige begge to” – og det er et vidunderligt perspektiv <3

 

Og måske er der en anden broget hest, som nu kan komme og bo her på Skygge Skovsøgaard. Eller en hvilken som helst anden farve hest. Måske en ung legekammerat til Pletmule.

 

NÅR MAN SIGER JA TIL AT KØBE EN HEST, SÅ KØBER MAN OGSÅ ET FARVEL.

På et eller andet tidspunkt.

Og det gælder vel i virkeligheden i alle relationer, som man siger ja til.

 

Farvel Vanilla, dans på himlen over Skygge Skovsøgaard.

 

 

 

Dagen efter .......

Jeg havde heldigvis mulighed for en dejlig lang morgen gåtur inden de første klienter kommer idag.
Hestene er gået fra Vanilla nu, og hun bliver hentet kl. 12:13 fik jeg en sms om på sådan en teknologisk måde at indramme en oplevelse på. Det er fint og sådan som det skal være, men også på en måde et crash imellem 2 verdener. Jeg måtte gerne begrave hende her, men jeg kan ikke lige overskue at grave så stort et hul med de bare næver, som det kræver. Jeg husker en vinter at vi gravede et hul til en stor New Foundlænder hund, og det tog meget lang tid med en skov i den også frosne jord.
Jeg kan tænke at hestene har taget deres afsked, på hestemåden, som heste gør, og det ved jeg faktisk ikke hvordan er, men jeg er sikker på at det mere er mig der ikke forstår det, end at det er dem, der ikke gør det.
Det er hjerteskærende når Pletmule kalder på hende, for det gør han, men jeg ved fra den anden dag at han næsten er lige stå stor som Fabiano nu og sagtens kan klare sig.
Det er interessant at observere deres roller for hinanden, også selvom jeg sikkert kun forstår en brøkdel.
Silas har en afgørende betydning i overgange. Han er 17 år og jeg har det det utallige gange.
Her en lille video af flokken som den er i dag her til morgen. Jeg ville blot filme hvor vi stod, men fik så øje på noget blåt ... En blå blomst næsten midt i november måned og på nok den ringeste jord i Danmark, for det er slet ikke jord, men sand lige der.
En lupin er det. Uden at jeg ved en masse om det eller ved om, hvad jeg helt tror på, tjekkede jeg om lupinen har en symbolsk betydning. Der kom teknologien lige ind i min virkelighed igen, fordi det faktisk er muligt at spørge ud i verden om alt, også hvad en lupin betyder.
"The lupin flower stands for imagination, admiration, and overall happiness. Whether given as a gift or grown in your garden, the lupin brings the energy of inner strength to recover from trauma."
Tilfældigt ? Måske. Jeg kunne også have gået en anden vej og ikke bemærket den. Eller ikke søgt dens betydning.
Men når jeg nu gjorde det, giver det faktisk god mening og er en smuk tanke at have med på resten af turen.
Fantasi. Beundring. Glæde.
Det kan jeg godt lide, det er faktisk lige mig, og en god intention i livet.
Jeg købte en plante i går, en syrenhortensia som hedder "Vanilla". På den måde kan hun leve videre som en del af flokken herude på Skygge Skovsøgård og i fortællingerne, for dem er der mange af, når man opdager dem.
I syrenhortensia og blå lupiner ❤
Og se til slut hvem der tager kontakt til lupinen. Betyder det noget ? Måske. Måske ikke. Måske noget andet. Men jeg så det og det er den betydning jeg tillægger det, for det er min oplevelse, og jeg har set Hakki og Vanilla sammen.
Alting finder sin mening, det er det jeg tror på.

 

Se videoen her https://fb.watch/9ao8WOr1fW/

 

 

Se mere om Vanilla, hendes føl Pletmule og de andre heste på https://www.facebook.com/Skygge-Skovs%C3%B8gaard-god-for-naturen-dyr-og-mennesker-110376677824021

 

 

 

Som Ergoterapeut behandler jeg alle dine oplysninger fortroligt – også dem du afgiver her på siden. Jeg anvender udelukkende cookies til at forbedre din oplevelse på hjemmesiden og til at understøtte markedsføringen af mine ydelser.

Ved at fortsætte på siden eller klikke ”Det er ok med mig!” accepterer du brugen af cookies.