"Jeg kalder ham altså Thors Hammer, for det er jo det han har tegnet i hovedet."

Sådan sagde en særlig pige, da Tjalfe var flyttet ind, og det er sandt, det ligner Thors Hammer i hans smukke hesteansigt med de store brune øjne og brogede øjenvipper.

"Jeg kalder ham altså Thors Hammer, for det er jo det han har tegnet i hovedet."

I går var der det vildeste tordenvejr her på Skygge Skovsøgaard. Der var flere lynnedslag så det hele rystede og rungede længe, og vi måtte trække indenfor.

Sidst på dagen, da tordenvejret var trukket ud mod horisonten, hørte jeg et "må jeg prøve at sidde på ham i dag, for jeg tror jeg er klar nu?"

Når tiden er rigtig, så VED man det bare, og det var den i går. Naturligvis, for hvornår skulle man ellers sætte sig op på en smuk ishest med Thors Hammer tegnet i hovedet end lige i slutningen af det vildeste tordenvejr i mands minde, hvor Thor virkelig har svinget med sin hammer.

Pigen har pga sit dårlige knæ med komplekse frakturer, ikke siddet på en hest i 5 år, "til trods for jeg har redet siden jeg var 4 år", siger hun og hun savner det.

Knæet og smerter har jeg bl.a. arbejdet med, og i går var fuld af glæde og kærlighed over at sidde på en - ikke varm - men våd hesteryg pga det voldsomme regnvejr. Men det var ikke det vigtige, det vigtige var at kunne sidde der lidt og mærke hesten og minderne om ridning.

"Smiler stadig når jeg tænker på at jeg sad på Tjalfe i går - endnu en gang tak", skrev pigen til mig i dag.

Og så smiler mit hjerte, fordi det er så betydningsfuldt på mange flere måder end man kan beskrive med ord, og det er så vidunderligt når kroppen mindes om, hvad den kan.